Relationer er de forhold, vi har til andre mennesker. Det vil sige, det forhold vi har til vores partner, børn, øvrige familie, venner, bekendte, kollegaer- kort sagt alle mennesker vi er i berøring med. De betydningsfulde af dem er de relationer, der på en eller anden måde efterlader os påvirkede. Det kan være på en god måde, men det kan også være på en mere svær. Vore mest betydningsfulde relationer vækker altså noget i os, ellers ville de ganske simpelt ikke være i vores liv. Relationerne kan gøre os glade, vrede, angste, arrige, kærlige, overraskede, sårede, kede af det og lykkelige. Den dejlige ende af følelsesskalaen er som regel ikke kilde til frustation, men det kan den svære være. Og hvorfor er det?
Når vi bliver ramt på en eller anden vis af et andet menneske, så gør vi det, fordi vi bliver mindet om sider i os selv, vi måske har det svært med. Det kan betyde, at vi får det svært med den pågældende person. Andre mennesker kan også minde os om relationer til betydningsfulde voksne eller søskende fra vores opvækst, som var svære. Vi vil givet vis opleve at spille en rolle, som egentlig ikke har noget med den person der står foran os nu at gøre, men med fortidens oplevelser. Vores fortid løber så at sige af med os. Og vi kan som voksne mennesker regrediere og opføre os som børn, fordi det er det, personen og/eller konflikten vækker i os. Det kan derfor være en hjælp at få kigget på de relationer fra fortiden, der kan spille os et puds i nutiden. Og det er muligt at rette op på sår og skader fra fortiden – i nutiden. Det er den eneste måde vi omsider kan blive fri på. Et sådant oprydningsarbejde er godt at gøre sammen med en terapeut.
Så vores tidlige erfaringer med relationer er så at sige det, der indimellem gør det svært at være i relation til andre i nutiden. Det er en evig mekanisme indeni os - at søge kærligheden, fællesskabet, respekten, hengivenheden hos andre – og fordi det betyder så meget for os – som det gjorde da vi var børn, så ender vi ofte med at lege med hinanden i stedet for, at skjule vores inderste tanker og meninger, at tie sandheden og undgå at bekende kulør- fordi der nogle gange simpelthen er for meget på spil.
Når vi oplever at blive ramt dybt, sætter det en hel mekanisme igang hos os. Det er grunden til at parforhold, familieliv og arbejdspladser sommetider forvandler sig til de rene kampzoner. Vi kæmper det bedste vi kan for at få kærlighed, omsorg, respekt, for at blive hørt, set og for at være en del af de andre – for at høre til. Og vi gør det så godt vi kan. Der er altid en bagvedliggende årsag til vore handlinger, og den vil udspringe af et ønske om netop dette – at høre til, få kærlighed og være en del af et fællesskab..
Så når du oplever en konflikt med et andet menneske, så prøv om du bagefter kan spørge dig selv om et par ting: Hvad skete der inden i mig under konflikten? Hvordan havde jeg det med at være mig? Hvad ønskede jeg dybest set? Minder den her situation mig om noget, jeg har oplevet før? Forsøg at være ærlig overfor dig selv. Forsøg at se på dig selv med milde øjne i forhold til det passerede. Og forsøg at se på de andre/den anden med milde øjne. Forestil dig at det var din bedste ven, der havde reageret som du gjorde. Hvad ville du sige til din ven omkring det? Hvad ville du synes, det var vigtigt at din ven skulle huske på? Gå nu et skridt tilbage og se hele situationen udefra. Hvad kan du se nu? Hvad var vigtigt, for de mennesker som var indblandede? Iagttag. Og husk på at vi alle altid gør, det bedste vi kan ud fra de forudsætninger vi har. Synspunkter i konflikter er der altid flere af, og dybest set handler det ikke om at finde ud af hvem eller hvad, der er rigtigt. Det handler om, hvad der sker inden i dig. Når du kan tage ansvar overfor det, og kan være ærlig overfor dig selv og være med det, så kan dine omgivelser reagere, være, synes og påvirke som de vil. Du vil stadig være dig med det, det har vækket i dig. Og hvis du tør og kan melde det ud, så vil du være tro mod dig selv. Og det er ikke bare en gave, du giver til dig selv, men i høj grad også en du giver til andre. For på den måde er der ikke noget at forhandle om eller påvirke – du er dig med alt hvad dertil hører. Og på den måde giver du automatisk plads til at andre også kan være sig – med alt hvad dertil hører.
maria on November 5th 2010 in terapi